| |
Velkommen
Goddag og velkommen til PFC. Denne side har til hensigt at give en kort men klar beskrivelse af vores fritidsklub, således at I som forældre på bedste vis kan vurderer om PFC er det rette valg for jeres barn. Det er nemlig vigtigt at man vælger det rigtige tilbud, for ikke alle tilbud er lige gode til alle familier.
Pædagogik
Det er PFC’s primære målsætning at sikre børn muligheden for at føle sig trygge samt at være en del af et fællesskab. Vi tror at tryghed og fællesskab bedst sikres gennem positive relationer mellem børn samt børn og voksne, og at relationer bedst opbygges gennem fælles oplevelser og aktiviteter.
For at understøtte vores målsætning har PFC derfor et særligt fokus på tilrettelagte aktiviteter, der bliver afviklet både i og udenfor institutionens fysiske rammer.
For at sikre det enkelte barns trivsel og positive udvikling, er det er del at det pædagogiske arbejde at dokumentere observationer af indmeldte børn på månedlig basis. Dokumentationen er fuldt tilgængelig for forældre og bruges ligeledes som et redskab ved forældresamarbejde. Ved eventuelle udfordringer opstilles der i samarbejde med forældrene en indsatsplan, som tjener til en koordineret fælles indsats med klart defineret ansvarsområder.
PFC er dog stærkt afhængig af samarbejdet med forældrene i arbejdet med det enkelte barn, og derfor skal man også gøre sig klar, at dette er et kriterium for sikring af barnets trivsel.
Institutionen er generelt præget af konservative værdier, og således er det for os meget vigtigt at understøtte børnenes udvikling af ansvarlighed. Derfor er hverdagen også præget af at børnene også skal bidrage til fællesskabet samt tage ansvar for positive oplevelser. Blandt andet stiller vi krav om, at man ved ankomst eller afgang giver hånd og siger goddag eller farvel.
Huset og Personalet
PFC er en lille institution med 65 børn i klubben og 30 i fritidshjemmet. Husets størrelse betyder at det enkelte barn sikres en fast og insisterende voksenkontakt. Således er det reglen i vores institution, at vi giver hånd til hinanden, når vi kommer og går. Dette sikre, at en dårlig dag i skolen eller klubben ikke passerer ubemærket forbi.
Kommunikation
PFC kommunikerer primært gennem vores hjemmeside på http://pfc.sbbu.dk , hvor man kan følge vores aktiviteter samt finde nyheder og aktivitetskalenderen.
Aktiviteterne
PFC er en aktiv klub, og vi har særligt fokus på udendørs aktiviteter, som tager sit afsæt i naturen.
Vores aktiviteter beskrives bedst ved at tage et kig på vores aktivitetskalendere gennem året, dog kan vi nævne aktiviteter som ridning (på vores rideskole), hobby, museums ture, aftenspisning, fisketure, dans, træ klatring, bagning, tømmerflådebygning, bær plukning på fælleden, cykel cross, kajak, windsurf, kano og meget andet. Den vigtigste aktivitet er dog vores fredagskonkurrence, som bedst kan beskrives, som det vi kender fra team-building konceptet.
Vi gennemfører derudover hvert år skitur, en sommerkoloni, en overlevelsestur i foråret og en weekendtur i efteråret.
Ridning
Medlemmer af PFC kan en gang om ugen gå til ridning på vores rideskole på Amager Fælled.
DMU
PFC bruger fast DMU, hvor fokus er på alle former for aktiviteter i vandet så som windsurf, snorkling, fikseture, sejlads og meget andet.
Aftenåben
Klubben holder aftenåben hver torsdag til kl. 20.00 og hver anden tirsdag til kl. 19.00. Aftenåben ligger typisk i forlængelse af en tur ud af huset, hvor turen afsluttes med at ungerne laver mad og spiser aftensmad sammen.
NaturBasen
PFC har ved Bagsværd Sø en Kano/Kajakklub som ligger i den naturskønne Radiobugt. Herfra udgår en række af vores aktiviteter i sommer sæsonen. Området indbyder til alverdens aktiviteter som tømmerflåde bygning, kano/kajak ture, træklatring, bålmad, cykelcross eller bare leg i området. Lokalerne har køkken, opholdsrum, badefaciliteter og meget andet.
Hav kajakker
PFC har havkajakker liggende ved Sundby Sejl, som vi bruger i området omkring den nye strandpark.
BMX
PFC har en større samling BMX’er, som giver mulighed for crossture på fælleden. Derudover følger der med cyklerne vedligeholdelsesopgaver, som giver ungerne mulighed for at udvikle færdigheder som mekanikker.
Kolonier
PFC's fritidsklub afviker hvert år sommerkoloni, skitur, overlevelsestur og en efterårstur.
Indmeldelse
Skulle I vurderer, at PFC’s tilbud, kunne være det rigtige for netop jeres familie, så foregår indmeldelse ved fremmøde i institutionen, på kontoret eller hos personalet i klubben. Skulle I have brug for yderlig information, står vi til rådighed. |
|